hvorfor krig

Hvorfor krig ?

I de senere år har Verden set flere og flere konflikter, der i nogle tilfælde har udviklet sig til borgerkrige eller reelle krige mellem to lande.
Der findes mange forskellige grunde til, at en krig opstår. I Golfkrigen var det et spørgsmål om, at Irak ønskede fuld kontrol over de meget profitable oliekilder, som Kuwait besad. Dette medførte at de invaderede Kuwait, og herefter opstod Golfkrigen. Det var ikke en krig mellem Irak og Kuwait, men derimod en krig mellem den vestlige verden, der frygtede for deres økonomiske interesser, hvis Irak fik kontrollen over oliekilderne.
En anden krise der har været meget oppe i medierne, er krigen i Tjetjenien. Her var der tale om at et muslimsk samfund, der før var en del af det tidligere Sovjetunionen, ønskede at løsrive sig fra Rusland for at danne en ren muslimsk stat. Så her var der tale om en krig med religiøse og demokratiske aspekter.
Den krig som vi i Danmark har været mest berørt af, er helt klart krigen i det tidligere Jugoslavien. Denne krig er egentlig temmelig absurd, fordi den opstod blandt folk, der i årevis havde levet fredeligt side om side. Men så var der nogle af landets ledere der begyndte at tale om et ældgammelt ønske. Nemlig at danne et stort Serbien.
Dette medførte at der kom nogle spændinger mellem serberne, kroaterne og muslimerne, som til sidst medførte krigen.
Der er i mine øjne ingen tvivl om, at det var den ældgamle serbiske drøm, der var skyld i at krigen udbrød. Men da selve krigen var i gang, så ved jeg ikke, hvem af parterne der var værst. I medierne forsøgte man ofte, at fortælle hvor grusomme serberne var, og hvor uskyldige ofre kroaterne var. Muslimerne forsøgte man at få forbundet med de mellemøstlige muslimer, og på den måde skabe en ond stemning imod dem. Denne mediepåvirkning er utrolig effektiv, fordi medierne selv bestemmer hvad der skal trykkes eller vises, og derved kan de få drejet en sag i den retning de selv ønsker.
Det er også igennem medierne, at min generation har fået sit syn på krig. Hver gang man tænder fjernsynet for at se nyhederne eller tv-avisen, så kan man være næsten helt sikker på at se et indslag, der på en eller anden måde har tilknytning til krig.
Det vil nok være svært for mig at karakterisere hele min generations syn på krig, fordi jeg tror ikke, at det er så let at generalisere på et så komplekst dilemma. Hvis man f.eks. tager krigen mellem Rusland og Tjetjenien, så er der sikkert mange, der mener, at tjetjenerne har ret til at få deres eget land, nu når der ikke længere er noget, der hedder Sovjet. På den anden side kan man også godt forstå, at russerne er imod, at tjetjenerne river sig løs, og dermed også tager en hel række af landets sydlige oliekilder med sig. For det er ingen hemmelighed, at Rusland er i en dyb økonomisk krise, og derfor har brug for så mange indtægter som muligt. Så her drejer det sig om, om det vigtigste er, at tage hensyn til en lille gruppe menneskers frihedsønske, eller om man skal se på et helt lands økonomiske behov. I en krig vil der altid være modsætningsforhold, og derfor er det umuligt for mig at tale på en hel generations vegne. For vi har alle forskellige syn på hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. I mit tilfælde er jeg, i lige nøjagtig denne krig, på Ruslands side. Det hænger formentlig sammen med at tjetjenerne er muslimer, og jeg er nok ikke den mest muslim-venlige person på denne jord. Og det, tror jeg, hænger sammen med den påvirkning, medierne har haft på mig. Jeg har ofte hørt om muslimske fundamentalister, der har sprængt busser i luften, kapret fly eller udøvet andre terrorhandlinger for at gøre opmærksom på dem selv. Dette billede af muslimer bliver automatisk overført til alle muslimer. Også dem der måske bliver uretfærdigt behandlet i en krig.
En krig opstår altid som følge af en forudgående krise. Men for at få løst krisen behøver man ikke nødvendigvis starte en krig. En anden løsning er forhandling.
En forhandling går ud på, at man tilkalder en forhandlingsmand, som helst ikke er alt for partisk. I Jugoslavien brugte man først Thorvald Stoltenberg fra Norge, og derefter Carl Bildt fra Sverige som til sidst fik løst krisen.
Det svære i en forhandling er, at begge parter mener, at det er dem, der har ret. Man skal hele tiden indgå kompromiser, som ikke nødvendigvis er retfærdige.
En anden ulempe ved forhandling er, at de meget tit går i hårdknude, og for den almene befolkning er det ikke tilfredsstillende. Det vil se resultater, og derfor ser man ofte, at de griber til vold, fordi det kan man måle på en eller anden måde. Det er da nemt at sige, "I dag har jeg dræbt 5 fjender, så derfor har jeg medvirket til, at vi snart får fred", i stedet for at få følgende meddelelse over fjernsynet, "Vi har i dag afholdt 5 møder angående en fredelig løsning af krigen, så vi håber, at der snart bliver fred". Jeg kan egentlig godt forstå, at folk hellere vil være med til at bestemme deres egen skæbne, end at overlade den til én mand, de ikke har noget forhold til. Det er dog min klare holdning, og formentlig også mange fra min generations, at løsningen på en konflikt, ikke skal ske med vold. Den skal ske ved hjælp af forhandling.
Krig er et eller andet sted meget primitivt, og hvis man ser på soldater som en helhed, så tror jeg, at de er flokdyr. De dækker sig ind under hinanden, og derfor begår de alle de grusomme handlinger såsom voldtægt, meningsløse henrettelser, grov vold og plyndringer. Hvis hver enkelt soldat blev stillet til ansvar for sine handlinger, så er jeg sikker på at 99 % af dem ville bryde grædende sammen.
Jeg tror også, at det tit er tilfældigt, hvem der overlever og hvem der dør. En krig har ikke noget at gøre med menneskelige værdier. Blot fordi man er god og kærlig mod andre, kan man sagtens blive henrettet uden nogen grund. Et eksempel på dette kunne byen Mostar, hvor en gruppe serbiske soldater tog alle byens muslimske mænd og drenge med ud på en mark. Her blev de anbragt i en klump, og serberne begyndte at skyde løs på dem. Derefter blev de alle skubbet ned i et hul og dækket til med jord.
I krig er mennesker mindre, værd end det gevær de holder i hånden, og det er i mine øjne forkert, at noget så unikt som et menneskeliv, bliver misbrugt på en sådan måde.
Udover de folk der bliver slået ihjel under en krig, så er der også dem, der overlever. Og jeg ved næsten ikke, hvem jeg har mest ondt af. De der er døde, vil trods alt aldrig mere blive berørt, af det der skete under krigen. Derimod vil de der overlever altid leve med de frygtelige minder om krigen. De fleste af dem har sikkert mistet et eller flere familiemedlemmer, nogle af dem har måske været presset til at udøve grusomheder, som de ikke selv havde lyst til.
Alle disse ting vil nok tit dukke op i deres erindring, og de vil sikkert derfor tit være deprimerede.
Alt dette gør, at jeg ikke umiddelbart kan se nogle fordele ved at gå i krig. Grunden til at folk alligevel går i krig er måske, at de ikke er klar over, hvilke konsekvenser en krig rummer. Det har sikkert også noget at gøre med, at de magthavere der starter krigen, nok ikke bliver så personligt berørt af krigen, som den menige indbygger i det pågældende land.
Jeg tror, at min generation er ved at være trætte af at høre om krig og elendighed. Vi er efterhånden blevet vant til at se døde mennesker og bombede huse. Og det har også medvirket til, at man lettere kan lukke af for de ubehagelige indtryk. Selv om det ikke hjælper noget at lukke af for problemerne, så er det nu alligevel det letteste. Man skal også tænke på, at alle de krige vi hører om, ikke har nogen relation til Danmark. Og derfor kan vi jo i bund og grund være ligeglade. Alligevel er der mange fra bl.a. min generation, som melder sig til FN tjeneste for på den måde at være en del af det fredsskabende initiativ.
Jeg nævnte tidligere, at tv og aviser har stor indflydelse på, hvilke holdninger der kommer ud til den enkelte borger. Nyhedsmediet har alligevel et vist ansvar, i hvert fald i Danmark, i og med at en sag skal dækkes så objektivt som muligt. Dette ansvar har filmverdenen ikke, og krigsfilm har i tidernes løb været en god indtægtskilde for alverdens filmselskaber. Nogle film har været mere objektive end andre, og især de mindst objektive har ofte glorificeret krigsbegrebet. Dette kan gøres ved, at man har de gode og de onde. Et sådant firkantet syn på hvordan en krig er, kan måske få nogle til at blive fascineret af krigsbegrebet. Her tænker jeg især på de, i mine øjne, mindrebegavede unge mænd, der synes, det er fedt at se en masse blod og vold. Man kan jo sige, at det bare er fiktion, men jeg synes alligevel, at man latterliggør krigsbegrebet, og derved yder man ikke respekt til alle de mennesker, der er blevet ramt af krigens ulykker.
Når opgavestilleren skriver, "rummer en fascinationskraft for mange mennesker", så betyder det i mine øjne at man er fortryllet af krig (eller rettere sagt i fremmedordbogens øjne). Denne fortryllelse kan gå ud på, at man ser op til, at folk kan finde sig i de mest umulige ting under en krig. Det er også i mine øjne imponerende, at folk der ikke har mad eller varme, kan overleve på viljen alene (selvfølgelig har de lidt mad og vand). Nogle af de mennesker der er blevet tilbage i Bosnien, har set alle deres ejendele blive stjålet, deres hus blive skudt i stykker og deres kære blive dræbt. Alligevel har de haft så megen stolthed, at de har nægtet at forlade deres hjem.
Derudover opstår der også et sammenhold blandt landets indbyggere. Et sammenhold hvor alle er brødre, og alle værner om alle. Dette skyldes truslen om, at hvis man ikke holder sammen, så har fjenden nemmere ved at skabe splid. Sådan et sammenhold skabte Hitler på forbløffende vis. Han præsterede at få folk til at føle, at de var en del af noget, og at de betød noget. Det de var en del af var måske ikke så heldigt, men jeg er sikker på, at de havde det godt i det sammenhold, der blev skabt.
Jeg tror aldrig, at vi slipper af med krig. Der vil altid være folk, der ikke kan acceptere hinanden, og derfor vil de gribe til våben. Jeg tror på den anden side heller, ikke at krig vil blive accepteret som den bedste løsning. Man vil altid prøve at forhandle. Både for at spare menneskeliv, men måske endnu vigtigere (set ud fra en statsleders synspunkt); for at spare penge.